SPØRG - et samtaleværktøj til voksenfællesskabet
Hvad drømmer du om at opleve på landslejren? Hvad kan du være bekymret for omkring at skulle på landslejr? Hvilke regler har vi for børnene på kredspladsen? Hvad synes vores væbnere er sjovt? Hvordan fordeler vi opgaver på lejren, så alle får en rolle, de er tilpas i? Hvordan kan man se, du er presset – og hvordan vil du gerne hjælpes?
Disse spørgsmål – og mange flere – er det rigtig godt at få vendt i det voksenfællesskab, man skal have med på landslejr. I kredsen har vi mange skrevne og uskrevne regler for, hvordan vi er sammen, og hvordan vi gør tingene. Noget “spiller” og andet bokser vi lidt mere med. De temaer kan landslejren blive en lup for, fordi vi er meget tæt sammen i mange dage i træk.
Til hver samtale vil der – ud over en række spørgsmål – være et værktøj, man kan bruge til at dykke ekstra ned i arbejdet med den eller de tematikker, man i kredsen er optaget af eller utrænede i at tale med hinanden om.
Sammen med landslejrens Voksenudvalg har FDFs Relationsudvalg udviklet et samtaleværktøj, som I i kredsen kan bruge til at få forventningsafstemt om fem forskellige temaer hen over sæsonen – så voksenfællesskabet står knivskarpt, når vi skal afsted på landslejr. Samtalerne er designet til at følge de forskellige faser i kredsens landslejrforberedelse, så de kan tages op på de tidspunkter, hvor det er mest aktuelt for jer som kreds.
Samtalerne handler om:
S: Sæt gang i landslejrgnisten – Forventninger og motivation hos de voksne
P: Pejlemærker i den fælles opgaveløsning – Opgaver og roller på lejren
Ø: Øg jeres fokus på de trygge rammer – Børnene, regler og rammer
R: Ram det stærke voksenfællesskab – De voksnes behov, grænser og kommunikation
G: Giv jer tid til refleksion og justering undervejs – (På lejren) Hvordan har vi det, hvad skal justeres?
S
I denne første fase – i landslejr-planlægningens spæde begyndelse – handler de vigtige samtaler om begejstring, motivation og visioner for jeres fælles landslejr. Det er nu, at I som voksenfællesskab slår tonen an og begynder det vigtige arbejde med at skabe landslejr sammen.
De 5 spørgsmål i denne fase er vigtige, fordi de er med til at sætte en ramme og en retning for de mennesker, som skal lave landslejr i netop jeres kreds. Inden I går i gang med at snakke om opgaver og forventninger, skal samtalerne i denne fase hjælpe jer med at få øje på de forskellige drømme, håb og bekymringer, der kan være omkring den kommende landslejr.
Samtalerne skal gerne være med til, at I lærer hinanden bedre at kende, og til at I finder ud af, hvad I skal arbejde hen imod som en fælles
vision for jeres kommende landslejr.
- Fortæl om en stjernestund fra en landslejr (eller en anden lejr) – hvorfor er lige netop dét en stjernestund for dig?
- Hvad drømmer du om at opleve på landslejren?
- Hvad motiverer dig til at tage med på landslejren?
- Hvordan forventer du at deltage på landslejren? Hvilken rolle drømmer du at have på kredspladsen?
- Hvad er du bekymret for ved at skulle på landslejr?
Sæt gang i samtalen om jeres fælles landslejr-ambitioner og ledernes drømme og motivation ved hjælp af speedvennecirklen.
Klik og print værktøjet.
P
I denne anden fase, hvor tilmeldingerne tikker ind og begejstringen spirer blandt kredsens børn, sætter vi fokus på de enkelte voksnes styrker og motivation. Kredspladsens forskellige voksne kommer med hver deres styrker, som I i kredsen skal finde ud af gøre brug af på den bedste måde.
Processen med at arbejde med disse spørgsmål kan bygges op omkring brugen af det tilhørende værktøj: Pokemonkort. Start med at snakke om de fire forskellige dyr, og hvad der kendetegner dem.
Når I har udfyldt kortet og fortalt hinanden om jeres styrker, kan I lave en liste med alle de opgaver, der kan opstå på en kredsplads i løbet af en dag på landslejren. Tal herefter om, hvilket af dyrene, som passer bedst på de enkelte opgaver. I skal ikke placere navne, men blot tale om opgaverne ud fra de forskellige dyr. Når I på et senere tidspunkt skal fordele opgaverne, kan I bruge listen og pokemonkortene som pejlemærker til at sikre en opgavefordeling, hvor de enkelte voksnes styrker sættes i spil på den bedste måde.
De 5 spørgsmål i denne fase er vigtige, fordi den opgave, som én frivillig oplever som en mindre attraktiv opgave, kan være lige den opgave en anden frivillig håber på at få lov til at løse. De frivillige kræfter skal fordeles bedst muligt efter motivation og styrker, så ingen ender med at brænde ud af opgaver, de ikke er motiveret for.
- Hvilke kompetencer og motivationer er der blandt de voksne på vores kredsplads?
- Hvilke opgaver er der på kredspladsen? Hvilke kompetencer kræver de?
- Hvordan matcher de kompetencer, vi har brug for på kredspladsen med de voksne, der kommer?
- Hvordan sørger vi for, som ledergruppe, at få fordelt opgaverne så flest muligt er glade?
- Er der kompetencer/roller, vi har brug for, som vi kan se, at vi mangler eller skal ud og lede efter?
Brug værktøjet til at skabe et konkret billede af jeres forskellige styrker. Brug det, når I skal fordele opgaverne mellem jer.
Klik og print værktøjet.
Ø
I denne fase, hvor den praktiske planlægning for alvor har taget fart, er det også tid til at dykke længere ned i de konkrete rammer for, hvordan I skaber en god og tryg landslejr-stemning på jeres kredsplads, hvor kredsens børn og unge kender forventningerne og kan leve op til dem.
I denne fase er det vigtigt, at I får talt om de børn og unge, I skal have med på landslejren – tal om, hvad der kendetegner og motiverer dem, og hvordan I imødekommer deres forskellige behov. I skal også begynde at rammesætte samværet på jeres kredsplads ved at overveje tryghed, forudsigelighed og regler på kredspladsen.
Samtalerne i denne fase er vigtige, fordi de danner fundament for, hvordan I som ledere agerer og håndterer forskellige situationer. Det er med til at skabe tryghed blandt kredsens børn, som oplever forudsigelige og tjekkede voksne, der er enige om rammerne for fællesskabet.
Børnene: Hvilke børn skal vi have med på landslejr? Hvad synes de er sjovt og hvad kommer til at udfordre dem? Hvordan håndterer vi det?
Samværet: Tag FDFs samværspolitik og kredsens samværsregler op til drøftelse – hvordan kommer de til udtryk (eller udfordres) på landslejren?
Rammen: Hvad gør vi for at skabe tryghed, forudsigelighed og rutiner på landslejren?
Reglerne: Hvor mange og hvilke regler skal der være på vores kredsplads? Hvilke regler er der for hhv. børnene og de voksne på kredspladsen?
Roller og ansvar: Er der forskellige roller på jeres kredsplads? F.eks. dagsansvarlig, lejrchef, køkkenansvarlig, praktiker eller ansvarlig for aktiviteter eller siesta. Hvilket ansvar har de forskellige roller? Og hvad har de ikke ansvar for?
R
I denne fase er landslejren lige rundt om hjørnet, og de sidste detaljer er ved at falde på plads. Det er nu tid til at få kigget hinanden i øjnene en sidste gang, inden det hele går løs.
I denne fase af forventningsafstemningen er der fokus på kommunikationen blandt kredspladsens voksne, og hvordan I sikrer det gode samarbejde gennem hele landslejren. I skal også fokusere på, hvordan I passer godt på hinanden som voksne, så I kan blive ved med at være noget for kredsens børn gennem hele landslejren.
Samtalerne i denne fase er vigtige, fordi de kan forebygge nogle af de misforståelser og irritationsmomenter, som typisk kan opstå undervejs på en landslejr. Ved at få talt om hinandens grænser og behov skaber I et rum for fælles forståelse og gør voksenfællesskabet i stand til at gribe de enkelte voksne, når de bliver pressede.
- Hvad er vigtigt for at sikre god kommunikation og samarbejde mellem de voksne under landslejren?
- Hvordan skal kommunikationen mellem de voksne foregå under landslejren?
- Hvad skal der til for, at du kan blive ved med at holde energien oppe gennem en hel landslejr?
- Hvad kan du blive presset af på landslejren?
- Hvordan hjælpes du bedst, når du er presset?
G
NU er landslejren i fuld gang, og I skal høste frugterne af al jeres forberedelse og de gode samtaler hjemme fra kredsen. I skal ikke være nervøse for at justere undervejs – det er helt naturligt, når de ellers gode forberedelser møder virkeligheden.
Selvom I på landslejren godt kan blive trætte, og det måske ikke lige er evaluering, der står øverst på prioriteringslisten, så er det alligevel hjælpsomt at bruge lidt tid – måske bare 10 minutter – på at afrunde dagen. I kan tage udgangspunkt i de 5 tilhørende spørgsmål eller bruge det tilhørende værktøj til evaluering.
Det kan være fristende at hoppe direkte i den praktiske planlægning, men det er ligeså vigtigt også at evaluere på de aftaler, I havde hjemmefra og bruge jeres erfaringer fra dagen som en mulighed for at forbedre jer dagen efter. Den daglige evaluering er også en god mulighed for at tjekke ind med hinanden som voksne.
Samtalerne undervejs er vigtige, så I får talt om det, der fylder, og så I får lagt en klar plan for dagen i morgen, hvor alle voksne ved hvad de skal, og hvilke forventninger der er til dem.
- Hvordan har vi voksne det hver især?
- Er der nogen konkrete situationer, vi har brug for at vende?
- Er der noget omkring børnene, vi skal være særligt opmærksomme på til i morgen?
- Er der noget i forhold til de voksnes kommunikation og koordinering, vi skal gøre bedre i morgen?
- Er der noget i vores rammer eller regler, vi skal ændre fra i dag til i morgen?