Hvad er

FDF Landslejr 2026

Her kan du læse mere om FDF Landslejr 2026.

Hvad beskriver dig bedst?

Om FDF Landslejr 2026

FDF Landslejr er én stor fælles sommerlejr for FDFere fra hele Danmark. Landslejren afholdes hvert 5. år på FDF Friluftscenter Sletten ved Ry.

Her mødes pilte, væbnere, seniorvæbnere, seniorer, familier, ledere og frivillige til en uge med lejrliv, aktiviteter, fællesskab og oplevelser, der sætter spor.

Landslejr gennem 100 år

Landslejren har rødder tilbage til 1926 og er gennem årene blevet en af FDFs største fællesbegivenheder.

I 2026 afholdes landslejren på Friluftscenter Sletten med 8000 deltagere, som skal bygge en lejrplads op, lave mad over bål, deltage i aktiviteter, opleve underholdning og gudstjeneste på den store scene, møde nye og gamle venner og samles om store fælles oplevelser.

En del af noget stort og meningsfuldt

På landslejren handler det både om at prøve kræfter med sig selv og verden – og om at være en del af et stærkt fællesskab, hvor tro, leg, nærvær og ansvar går hånd i hånd. Her skabes minder og oplevelser for livet.

Læs mere om landslejren

Landslejren afholdes for alle pilte, væbnere, seniorvæbnere og seniorer i Landsforbundet FDF. Som familie med mindre børn kan du også deltage og bo i en familielejr.

På landslejren får vi desuden besøg af internationale deltagere fra vores søsterorganisationer.

Der kommer op mod 500 deltagere fra blandt andet Europa, USA, Asien og Afrika, som også har glædet sig længe til at skulle på landslejr. Mange af de internationale deltagere kommer fra den belgiske ungdomsorganisation Chiro.

Landslejren handler om at samle alle FDFere til én stor oplevelse. Her styrker vi fællesskabet og lærer nyt gennem aktiviteter og samvær. Vi giver børn og unge mod på at prøve kræfter med sig selv og verden. Og vi skaber et ståsted, hvor tro, leg og nærvær går hånd i hånd.

FDF har holdt landslejre i næsten 100 år. Den første landslejr blev afholdt i 1926, og siden er traditionen vokset. Tusindvis af FDFere har gennem tiden oplevet glæden ved at være med. Hver lejr føjer nye kapitler til historien og giver minder, der varer ved.

En dag på landslejren starter stille med morgenmad i lejren, hvor vi samles i mindre fællesskaber.

Herefter venter en dag fuld af aktiviteter – nogle udfordrer kroppen, andre sætter fantasien fri, og nogle giver plads til fordybelse og samtaler. Du kan bygge, lege, udforske naturen eller prøve kræfter med kreative workshops.

Eftermiddagen giver tid til hygge i lejren, madlavning over bål og nærvær med vennerne, og når mørket falder på, mødes vi ved det store lejrbål.

Landslejren er ikke kun et sted, hvor vi har det sjovt – det er også et sted, hvor vi tager ansvar.

Vi bygger vores lejr med omtanke, så vi bruger naturens materialer på en bæredygtig måde.

Affald sorteres, plastik mindskes, og vi finder kreative løsninger, der passer på klimaet.

Vi er mange tusinde samlet ét sted, men vi ønsker at efterlade området, som vi fandt det – eller endda bedre.

På den måde lærer vi, at et stærkt fællesskab også handler om at tage hensyn til både hinanden og verden omkring os.

På landslejr denne gang skal vi virkelig mærke magien på krop og sjæl. ‘Mærk magien’ er nemlig omdrejningspunkt og fortælling for Landslejr 2026.

Landslejren har en helhedsorienteret, ansvarlig tilgang til miljø og mennesker, hvor vi både tænker på planeten og på de frivillige og deltagernes trivsel.

Læs mere om de forskellige samarbejdspartnere, fonde og sponsorer, der er med til at skabe en magisk landslejr

Velkommen til

Mens vi pionerer!

En podcast-serie skabt i hjertet af FDF Landslejr 2026. Her sætter vi spot på alle de oplevelser, historier og hændelser, som nærmest spirer af pionerånd og fællesskab. Hver episode tager dig med bag kulisserne:

  • Oplev energien og det sociale samvær, når lejren står på – fra morgenlege til lejrbål under stjernerne.

  • Mød de engagerede FDF-ledere, de kreative pionerer, frivillige og deltagere. Få deres personlige fortællinger, udfordringer og øjeblikke af magi.

  • Få stemningen med hjemmefra: Vi samler lyd fra lejrbålets knitren, projekter i gang, glade råb i ørerne og alt derimellem.

“Mens vi pionerer” er din lydguide til det pulserende liv på Landslejr 2026 – en hyldest til opdagelse, fællesskab og nye begyndelser.

Lyt med på din favorit Podcast tjeneste lige herunder.