Hvad skal vi spise på landslejr?
Mad er en stor del af livet på en landslejr. Menuen på landslejr er udviklet med fokus på smag, struktur og fællesskab. De er grønne, men fulde af bid, krydderier og variation.
Tankerne bag menuen på landslejr
Måltiderne skaber rammen om tre daglige fællesskaber for flere tusinde deltagere, som alle kommer med forskellige vaner, behov og forventninger. Det tager vi alvorligt, og arbejdet er gjort med stor omhu og ydmyghed.
Vi har taget udgangspunkt i Fødevarestyrelsens kostråd, så vi sikrer, at maden giver energi til en hel dag på landslejr, men også byder på lidt lækkert, når dagens oplevelser skal fordøjes over en dessert.
Landslejren er dermed ikke vegetarisk, men vægter et stort udbud af grønt og planteprotein, gerne indkøbt af danske leverandører.
Videoguides til opskrifterne
Alle kredse modtager opskrifterne i den magiske kredsforsendelse som trykt “tag med i køkkenet”-version, hvor billeder og trin-for-trin-vejledninger guider gennem madlavningen.
I hver opskrift findes en QR‐kode, der linker til korte videoer, hvor retterne bliver vist og forklaret. Derfra kan I begynde at teste opskrifterne af over bålet og gøre jeres egne erfaringer med landslejrens menu.
I kan også trykke på knappen nedenfor, hvor I finder alle videoguides til opskrifterne.
Mængder og råvarer
På selve landslejren åbner lejrens bespisningswebsite, som giver jer de præcise mængder for jeres boenhed – det gør det let at hente forsyninger til kredspladsen.
Det bliver også muligt at downloade opskrifterne tilpasset den enkelte kreds’ deltagerantal, så man kan have dem med digitalt på landslejren i den tilpassede version.
Vi forventer at åbne op for mad.landslejr.dk i forsommeren.
Sådan bliver måltiderne på lejren
Morgenmad
Morgenmaden bliver klassisk og genkendelig, som vi kender fra tidligere landslejre. Der vil være havregryn og cornflakes, brød, smør, ost og marmelade. Derudover vil der være mulighed for at lave havregrød samt kaffe, te og frugt.
En af dagene har vi “lang morgenmad”. Her er der ekstra tid til hygge og der vil være lidt mere at vælge imellem.
Frokost
Frokosten bliver nem og enkel. Den består blandt andet af: Rugbrød, et udvalg af kødpålæg, grønt og tilbehør samt muligheden for at lave pålægssalater som en cremet bønnesalat med champignon og asparges, sprød tunsalat eller en kikærtesalat med citron og mayonnaise. Frokosten skal være nem, uanset om man er på kredsens lejrplads eller ude på en tur.
Aftensmad
Aftensmaden er dagens varme måltid, som skal sætte et godt punktum for dagen. Der er udviklet retter som er nemme at lave, hvor flere kan være med og hvor alle bliver mætte. Baseret på evalueringen fra sidste landslejr har vi valgt at lave retter, hvor der skal bruges få gryder og redskaber. Enkelte aftener vil der være lækre desserter som æblecrumble, æblekage og koldskål.
Hvad skal kredsen selv medbringe?
Krydderier er noget, kredsene selv medbringer, og det er en vigtig del af madoplevelsen. Brug dem aktivt – også de nye – og brug nok af dem.
Smag og krydring er med til at løfte retterne og give dem karakter. Den samlede liste over krydderier og udstyr, I skal pakke, kommer i en forplejningsmanual.
Allerede når I modtager opskrifterne i den magiske kredsforsendelse,
kan I se, hvilke krydderier I som kreds skal have med.