Ny podcast ude: Lyt med bag kulisserne på FDF Landslejr 2026

17.06.2025

Hvordan skabes FDF Landslejr? Hvilke erfaringer, samtaler og dilemmaer opstår, når vi skaber en landslejr? I podcasten Mens vi pionerer inviterer Landslejrudvalget FDF'ere ind i maskinrummet bag Landslejrens planlægning og giver dig indsigter, spændende diskussioner samt tips og tricks til din Landslejr.

'Mens vi pionerer' er en podcast produceret af Landslejrudvalget. Den udkommer hver 14. dag fra 18. juni og frem.

Rygterne går, stemningen stiger, hvad er op og ned, og hvordan kommer Landslejren til at se ud? Det kan du nu blive klogere på i Landslejrens nye podcast Mens vi pionerer.

Podcasten er for alle, der er nysgerrige på Landslejren, selv skal afsted eller måske kunne bruge et skud Landslejr-energi i den lange ventetid. Idéen med podcasten er, at give flere FDF’ere mulighed for at få dybere indblik i de beslutninger og idéer, der former lejren. LLU åbner altså op for maskinrummet og inviterer dig helt ind i de tanker og diskussioner, som ligger til grund for den Landslejr, vi allesammen glæder os til.

De faste værter er Landslejrchef Christian Cannon og næstformand Emilie Clausen, som begge er en del af Landslejrudvalget (LLU).

Det første afsnit kan findes i din podcastapp allerede nu. Her vil Christian og Emilie tage lytterne igennem de tre retningsgivere for Landslejren og løftet sløret for, hvordan LLU ser en Landslejr anno 2026.

I løbet af sommeren inviterer LLU spændende gæster med noget på hjerte ind i studiet for at gøre os alle klogere på arbejdet omkring Landslejren. Hver gæst bringer deres perspektiv og erfaringer med til bordet, og der bliver både plads til store visioner og små, finurlige detaljer.

Alt fra drømme til konkrete tips

Podcasten udkommer i to sæsoner, hvor snakken går vidt omkring og dækker de forskellige boformer, fortællingen bag lejren, frivillighedens betydning og meget meget mere.

I sæson 1 er det de store drømme og visioner som får lov til at leve, og sløret bliver løftet for de store linjer, som LLU sætter sammen. Sæson 2 vil være mere håndgribelig med gode tips og tricks til, hvordan man kan komme bedst muligt afsted på Landslejren uanset, om man er afsted; for første gang, med en vild gruppe seniorer, et helt nyt kuld pilte eller som familie.

Mens vi pionerer giver dig mulighed for at blive inspireret, reflektere over din egen rolle på Landslejren og blive klar til FDFs største lejr. Landslejrudvalget kommer hermed også med en åben invitation til alle medlemmer til at komme med input og idéer til kommende afsnit eller gæster på [email protected]

Glæd dig til at lytte til Mens vi pionerer – en podcast om at bygge en landslejr.

Få en lille forsmag her

Mærk magien

FDF Landslejr-kursus 2025

Landslejrens magi er begyndt at boble