Næsten i mål: Derfor er det gået så godt med at få frivillige medarbejdere til landslejren

09.03.2026

Vi er meget tæt på at være i mål med medarbejderrekrutteringen til sommerens landslejr, og det er der flere grunde til, fortæller landslejrchefen.

Vil du sælge is i kiosken, hjælpe med at udlevere mad eller stå i café? Eller måske tage en servicevagt? Der er stadig plads til flere medarbejdere på landslejren.

Frivillige medarbejdere er en uundværlig del af at skabe rammerne om en fantastisk landslejr til sommer.

Det er dem, der sørger for indkøb, beredskab, program, logistik, toiletter og aktivitetstilbud, ligesom medarbejderne også står på scenen, spiller musik til lejrbål, tager billeder og skriver artikler til lejravisen.

Derfor glæder det landslejrchef Christian Cannon, at vi er tæt på mål med at skaffe nok frivillige medarbejdere til sommerens landslejr.

“Vi er 95% i mål med medarbejdere til den kommende landslejr – det er virkelig godt! Der er stadig enkelte aftaler og udvalg, der stadig er åbne for tilmeldinger, men i overordnede træk har vi besat langt de fleste poster og med et arbejdstryk, der er afbalanceret,” siger han.

Ro og overskud på kredspladserne

Ved at være nok medarbejdere kommer der formentlig til at være lidt færre lejropgaver, der løses af lederne på kredspladserne.

“På den måde giver det overskud til kredsens ledere til at være til stede med vores børn og unge og give dem den helt nære og solide landslejr-oplevelse,” mener Christian Cannon.

Nogle medarbejdere kommer flere uger før og forbereder lejren, nogle er med undervejs, og nogle støder til, når vi andre tager hjem og sørger for, at landslejren efterlader Sletten i pæn stand.

Målrettet indsats

At det er gået så godt med medarbejderrekrutteringen, skyldes en målrettet og langsigtet indsats siden sommeren 2025. Landslejrudvalget har afholdt to ringerunder, hvor de har ringet ud til alle potentielle medarbejdere, der har meldt sig og hjulpet dem med at finde en god plads.

Derudover har landslejren som en del af et projekt med Spar Nord Fonden (Spørg Bare) gjort lidt mere ud af at række ukritisk ud og “Bare spørge”.

“Som det sidste ben har vi arbejdet med at tilpasset udvalgenes arbejdsopgaver og minimere behovet hvor muligt. Der kommer f.eks. kun en madudlevering, frem for tidligere to, og der er tænkt i mere ubemandede løsninger nogle steder på lejren,” fortæller landslejrchefen.

Hvis en medarbejder ikke har fundet plads i et udvalg, har landslejrudvalget sørget for, at personen er sendt videre til det næste udvalg og ikke bare bliver tabt med et nej tak, men at de får en plads et andet sted.

Stadig plads til flere medarbejdere

Selvom vi er tæt på målsætningen, så er der stadig pladser til flere medarbejdere.

“De fleste hold har nået deres minimumsbemanding, men et par ekstra vil gøre oplevelsen lidt bedre for dem, som er med. Det er særligt medarbejdere til at løse praktiske opgaver som f.eks. patienttransport, kiosksalg, madudlevering, cafédrift eller servicevagt. Man kan godt være medarbejder på deltid, altså et par af dagene,” fortæller landslejrchef Christian Cannon.

Der er som udgangspunkt helt fyldt i programudvalgene, underholdningsudvalgene og lejrskadeklinikken.