Landslejrkursus får besøg af kendt tv-vært
Glæd dig til at møde Michael Kamber på Landslejrkursus til et spændende oplæg om godt samarbejde - også på dag 5 af landslejren.
Du kan se frem til at møde tv-journalist Michael Kamber, der har en fortid som FDFer, på Landslejrkursus til september.
Inden længe skal vi alle sammen mødes på Landslejrkursus d. 19.-21. september på Sletten. Udover de mange spændende workshops og oplæg fra folkene bag landslejren får vi også fornemt besøg af en af landets mest profilerede tv-værter.
Tv-journalist Michael Kamber kommer på Landslejrkursus med et spændende oplæg om GODT SAMARBEJDE – også på dag 5! Oplægget indeholder en intuitiv metode til at bringe det bedste frem i sig selv og andre.
Når der kommer pres på – og det vil næsten med sikkerhed ske undervejs på landslejren – kommer man nogle gange til at gøre og sige noget, hvor man bagefter ville ønske, at man bare kunne spole tiden 10 sekunder tilbage. Så hvad kan vi gøre for at sikre, at der stadigvæk er godt samarbejde og god tone – også på dag 5, hvor alle måske er lidt trætte, og tingene brænder på?
Inspiration til godt samarbejde i FDF
Glæd dig til et oplæg fyldt med humor, inspiration og stof til eftertanke, når du får indblik i en metode, der kan hjælpe dig til at forebygge overstressede situationer og til at bringe det bedste frem i dig selv og andre.
Du får kendskab til ”Styrke-modellen” – en enkel og intuitiv metode, som du kan trække på, når du skal afgøre, hvilke opgaver der ligger bedst hos dig – og hvilke opgaver og situationer, du bør undgå.
Mikael Kamber er journalist, forfatter, podcastvært og kendt som Mr. News på TV2. Han holder foredrag og kurser om trivsel, arbejdsglæde og ledelse, han har skrevet fem bøger om de samme emner og taget uddannelsen Certificate in Positive Psychology (CIPP) i USA.
Og så har han faktisk en fortid som FDF’er…
Har du ikke allerede tilmeldt dig Landslejrkursus, kan du nå det endnu. Tilmeldingen er åben til og med 31. august.