Tag med på gratis førstehjælpskurser for FDFere
Udnyt chancen for at opgradere eller vedligeholde dine førstehjælpsfærdigheder med forårets og sommerens gratis førstehjælpskurser - betalt af Trygfonden.
Trygfonden har betalt for en lang række førstehjælpskurser, som FDFere i foråret op til landslejren kan tilmelde sig kvit og frit.
Har du brug for at få støvet dine førstehjælpsskills af frem mod landslejren? Eller måske skal du bruge et førstehjælpskursus i forbindelse med klatring, sejlsport eller kanoture med kredsen? Så har du og dine FDF-venner her i forår og sommerperioden en oplagt mulighed for at tage førstehjælpskurser helt gratis.
Det kan ske takket være bevillinger fra Trygfonden, som støtter kurserne, så du ikke skal have penge op af lommen for at komme afsted.
Kurserne er af forskellig varighed og med forskellige fokusområder – ligesom de også er spredt ud i landet for at flest muligt kan være med.
Flere af kurserne finder sted i forbindelse med fortræningsweekenden d. 11.-13. april.
Du kan vælge imellem 4- og 8-timers førstehjælpskursus:
4 timers kursus:
-
På dette kursus kommer vi igennem førstehjælp til ulykker og basal genoplivning med hjertestarter, som giver de basale kompetencer til at handle i forskellige nødsituationer. Vi kommer ind på førstehjælpens hovedpunkter, algoritmen MABC. Derudover øver vi hjerte-lunge-redning med hjertestarter. Alt sammen med perspektivering til jeres hverdag som FDF-ledere.
8 timers kursus:
-
På dette kursus kommer vi igennem funktionsuddannelsen “Førstehjælp ombord på mindre fartøjer og i søsport”, hvor vi bl.a. kommer igennem førstehjælp ved hjertestop, ulykker, temperaturpåvirkninger, akutte sygdomme og livstruende blødninger. Vi kommer grundigt igennem førstehjælpen til mange forskellige typer skader som alle kan opstå på eksempelvis en lejr. Kurset er desuden relevant i forbindelse med sejlads og klatring.
Tjek listen over kurserne nedenfor – og tilmeld dig på mail til Tobias Thyrring på [email protected].
Datoer for de gratis førstehjælpskurser for FDFere:
- 11 april (formiddag) – Næsbycentret. 4 timers førstehjælpskursus
- 11 april (Eftermiddag) – Samme sted som fortræningsweekend i Landsdel 7 (4 timers førstehjælpskursus)
- 12. april (formiddag) – Vork (4 timers førstehjælpskursus)
- 20. + 27. april – Øster Hornum kredshus (2×2 timers førstehjælpskursus)
- 21. juni – Sletten (8 timers “Førstehjælp ombord på mindre søfartøjer og i søsport”)
- 7. juli – Sletten (8 timers “Førstehjælp ombord på mindre søfartøjer og i søsport”)