Præst

Alt du skal vide om at deltage som præst på FDF Landslejr 2026.

Hvad laver man som præst på landslejr?

Som præst på landslejr er din opgave at...
- Være koordinator for forkyndelse i et boområde
- Medvirke ved andagter, ritualer, fordybelse og forkyndelse
- Være med til at sætte samtalen i gang blandt deltagerne
- Samarbejde og være sparringspartner med FDF-ledere omkring daglige andagter og forkyndelse generelt

Potentielle ekstraopgaver for præster på FDF Landslejren

- Kreative tiltage og aktiviteter med forkyndelse og fordybelse i boområderne
- Afholdelse af andagter og fordybelsesaktiviteter i Slettens Grønne Katedral eller andre aktivitetstelte på lejren

Forkyndelse, fordybelse og nærvær på lejren

Præsternes opgave på landslejren består primært i at koordinere og medvirke ved andagterne, men også i at være sparings- og samarbejdspartnere for FDF-lederne omkring forkyndelse og fordybelse generelt på lejren.

Derudover handler det om at skabe et sted for forkyndelse og fordybelse for deltagerne i landsdelen – et sted, hvor der er mulighed for at starte samtaler om tro og tvivl.

I Forkyndelses- og Fordybelsesudvalget arbejder vi desuden på at skabe flere relevante opgaver for præster og kirke- og kulturmedarbejdere på Landslejren 2026. Det kan for eksempel være at være tilknyttet lejrens klinik for at støtte både børn og voksne, når de kommer til skade eller bliver syge på lejren, og man pludselig befinder sig langt hjemmefra. Det kan også være at afholde andagter og fordybelsesaktiviteter i Slettens Grønne Katedral eller i andre aktivitetstelte på torvet. Udvalget er desuden åbent for at støtte andre gode idéer og finde samarbejdspartnere, der kan være med til at føre dem ud i livet.

Det at deltage på en FDF Landslejr som præst eller kirke- og kulturmedarbejder kan ofte være en stor og inspirerende oplevelse. En oplevelse, hvor man kan være en nærværende voksen for en masse nysgerrige børn og unge og samtidig blive en del af et fantastisk fællesskab.

Økonomi ved at tage på FDF Landslejr

FDF aflønner ikke præster, der deltager på Landslejren, men henviser i stedet til, at præster kan ansøge om forlagt tjeneste. Hvis ansøgningen godkendes, betyder det, at biskoppen anerkender præstens engagement ved at betragte deltagelsen på FDF Landslejr 2026 som en del af præstens arbejde. På den måde får præsten løn og behøver ikke bruge ferie eller fritid på deltagelsen.

Forkyndelses- og Fordybelsesudvalget er i samarbejde med FDF i dialog med biskopperne omkring dette og har gode erfaringer med, at ansøgninger om forlagt tjeneste bliver godkendt. Det er dog præsten selv, der har ansvaret for den endelige dialog med biskoppen. 

Udover forlagt tjeneste kan præster og kirke- og kulturmedarbejdere søge deres lokale menighedsråd om tilskud til betaling af Landslejrens deltagerpris, som også præsterne skal betale. 

Overnatning og forplejning

Som udgangspunkt bor præster sammen med deres lokale kreds på lejren, hvilket også er det, udvalget anbefaler for den bedste oplevelse. Det er dog også muligt at vælge at bo i familielejren eller medarbejderlejren, samt at deltage som gæst – alt efter, hvad der passer bedst for den enkelte.

Tilmelding

Præster tilmelder sig landslejren som medarbejder, hvor de kan vælge kategorien “Præster”, som det udvalg de tilhører. Det giver mulighed for at invitere præster og kirke- og kulturmedarbejdere til særlige inspirationsarrangementer og netværksevents, samt at uddele “præste-uniformsveste”.

På den måde bliver præsterne synlige på lejren uden at skulle bære fuld ordinat. Vi forventer dog, at præster, der deltager på landslejren, medbringer præstekjolen og deltager i nadveruddelingen under den fælles gudstjeneste.

For FDF-ledere, som arbejder til dagligt som præst, men som er tilmeldt lejren som leder, vil vi også gerne tilbyde samme invitation til særlige inspirationsarrangementer og netværksevents, samt at uddele “præste-uniformsveste”. I bedes derfor give jer selv til kende via Google Forms.

FAQ

Du kan læse mere om deltagerprisen på: denne side

Du kan tilmelde dig landslejren via: denne side

Kontaktoplysninger på forperson for Forkyndelse- og Fordybelsesudvalget: Stine Vrist Jepsen, [email protected]

Kontaktoplysninger for udvalgsmedlem i Forkyndelse- og Fordybelsesudvalget: Jacob Bech Joensen, [email protected]