Randis arbejdsplads donerede kæmpe genbrugsstof til landslejren

20.09.2025

Tænk bæredygtigt ligesom FDF-leder Randi Anholm - donér restpartier og genbrugsmaterialer til FDF Landslejr 2026.

Hvis I ligger inde med gode restpartier, en større mængde genbrug eller andre gode materialer, som kan komme landslejren til gode, så ræk endelig ud til Ane Schjødt Koch fra Landslejrudvalget, ligesom Randi fra FDF Havdrup gjorde.

Genbrug og bevidste valg er centrale principper på FDF Landslejr. Derfor hylder vi brugen af eksisterende materialer, hvor det giver mening – frem for at købe nyt.

En af dem, der allerede har grebet ideen med genbrug af materialer, er Randi Anholm, ansat i Ishøj Sogn og leder i FDF Havdrup. På hendes arbejdsplads lå der en stor mængde hvidt stof i god, tung kvalitet – til overs efter en renovering af kirkerummet. Stoffet havde været brugt som afskærmning i kirken, men nu lå ti stykker á tolv meter samt en ekstra rulle bare og samlede støv i kælderen.

Ingen vidste, hvad det skulle bruges til – indtil Randi fik idéen: Stoffet skulle doneres til landslejren.

Den slags initiativer og donationer af brugbare genbrugsmaterialer hilser landslejrens udvalg meget velkommen.

Nyt liv på landslejren

Donationer som denne passer perfekt ind i landslejrens vision om bevidste valg og en helhedsorienteret, ansvarlig tilgang til miljø og mennesker. Vi ønsker at efterlade et positivt aftryk – både hos den enkelte og i fællesskabet.

Planen er, at stoffet fra Ishøj Sogn skal få nyt liv på Torvet til FDF Landslejr 2026. Udvalget for Torvet & Kulturen har med glæde taget imod donationen.

“Vi glæder os til at se, hvad stoffet kan bruges til. Tankerne for nu er, at det skal blive til solsejl og sidebeklædning til nogle af teltene,” siger udvalgsformand Daniel Rea Kragskov.

Har du noget, vi kan bruge?

Sidder du med restpartier, genbrugsmaterialer eller andet godt, som kunne komme landslejren til gavn? Så hører vi meget gerne fra dig!

Send en mail til ansvarlig for Lejrindretning & Æstetik Ane Schjødt Koch fra Landslejrudvalget på [email protected] – så sørger hun for, at materialerne lander i de rette kreative og byggedygtige hænder.

Mærk magien

FDF Landslejr-kursus 2025

Landslejrens magi er begyndt at boble